Anmeldelse i Bornholms Tidende 14. juli 2003

Jazz i autentisk form

Hotel Griifen lørdag den 12. juli: New Orleans Delight med Derek Winters
Arr.: Hotel Griffen

Hvordan et seriøst arbejdende jazzensemble egentlig har det med at spille for spisende og særdeles småsnakkende gæster ved jeg ikke. I hvert fald virkede New Orleans Delight så tilpas professionnelle at de gjorde en dyd af nødvendigheden og i stedet spillede på gæsternes præmisser. Det gjaldt såvel instrumenterne som gæstesolisten, trompetisten og vokalisten - og entertaineren - Derek Winters der ganske synes at have tabt sit hjerte til "this beautiful isle" i særdeleshed og de danske kvinder i almindelighed. Underholdende og charmerende er han, Derek Winters, og publikum labbede det i sig.

Dette skrevet, fordi orkestret ikke blot sad der for at underholde ganske mange spisegæster, og senere spille op til dans, men fordi bandet burde lyttes til, og fordi det afgjort på en række punkter adskiller sig fra gængse orkestre med traditionel jazz på repertoiret. Dels gøres der meget ud af de respektive blæsersoli (trompet, trombone, klarinet), dels er mange kor i de enkelte numre så detaljeret opbyggede at mange elementer ganske forsvinder når mennesker mødes og god mad står på bordet. Og dels er det herligt at høre New Orleans Delight omdanne de gamle New Orleans klassikere til melodisk frie udtryk Således kunne man nyde klarinettisten Kjeld Brandts indlevede og legato spil, Derek Winthers lige så indlevede, men knapt så legato, dog charmerende, spil, suppleret med trombonisten som med sine indspil glimrende dels tog teten, dels støttede de øvrige blæsere forbilledeligt. Rytmegruppen, mere beskedent i baggrunden, markerede sig dog også. Ikke mindst bassisten Stefan Kärfve som, indrømmet, jeg har en stor faible for, var en solid ankermand. Hans sans for rytme og hans aktive, prægnante spil er uovertrufne lækkerier, og dertil kom at de øvrige medlemmer syntes at blive farvet og inspireret af hans energiske rytmik.

Endnu på et punkt adskiller New Orleans Delight fra så mange andre jazzbands der gør i den traditionelle New Orleans jazz: udover bassisten er det solospillet på klarinetten der aldrig blot jappes igennem, ingen toner forkortes for at komme videre; derimod bliver der tid og plads til at dvæle ved, at strække den enkelte tone blot et øjeblik længere, og det gør en kæmpe forskel. Forgrunden tilhørte uden tvivl de tre blæsere, med Winters' og Brandts sammenspil næsten som en symbiose, og det på trods af at det kun er andet år Winters optræder med New Orleans-"lækkerierne".

For blot at nævne et eksempel på lækkerierne vi blev underholdt med, fortolkede bandet en regntung blues. Alle de gode blueselementer var tilstede, men blev så yderligere forstærket i trombonens varme indslag og kontrabassens tunge rytme. Trompetens og klarinettens solostemmer satte begreberne på plads og bragte lys og solstrejf ind i det samlede grå vejrbillede.
Jazz på et højt plan, med autencitet og ægte musikalitet i udtrykkene.

pol




Anmeldelser og mail fra voret tur med Bastien / Berry
Oversat efter bedste evne af Kjeld Brandt og Göran Magnusson.
Læs de svenske tekster her!



Nya Kristinehamns Posten 27.11.2002

Udsolgt til swingende jazzfest

Stemningen var i top i Broängskyrkan søndag aften. Da indbød nemlig det dansk/svenske orkester New Orleans Delight til en rigtig swingende jazzfest.
New Orleans Delight er et dansk-svensk jazzband som blev dannet i 1996. Men da havde de forskellige musikere allerede spillet i mange, mange år.
- At vi begyndte at spille sammen, skyldes at vi ville spille den samme musik – New Orleans-jazz, fortæller Kjeld Brandt, orkesterets leder.
I dag har orkestret omkring ti job om måneden, de fleste i Danmark og det sydlige Sverige.

Ingen trompet
I søndags optrådte man i Broängskyrkan – til publikums store begejstring. Kirken var fyldt og bandet bød på både hurtig og langsom jazz af bedste kvalitet.
New Orleans Delight har ingen fast trompetist – men spiller som oftest med trompet i orkesteret. Dette har man haft succes med ved at indbyde gode trompetister fra forskellige lande. Norbert Susemihl fra Tyskland er en af de trompetister som ofte spiller med bandet, men til søndagens koncert havde man i stedet fået forstærkning fra Canada – af Clifford ”Kid” Bastien.
- Det er første gang han spiller med bandet – med forhåbentlig ikke sidste, siger Kjeld Brandt.
Kælenavnet Kid skyldes at Bastien er meget påvirket af den, inden for New Orleans-musikken, velkendte Kid Thomas. I dag er det Bastien som viderefører Kid Thomas-musikken.
- Han lyder præcis som ham. Der er fantastisk at spille sammen, siger Kjeld Brandt anerkendende.
I et forsøg på at komme så tæt på Kid Thomas-lyden som muligt, var tenorsaxofonisten George Berry, England også med til koncerten i Broängskyrkan.
At Berry deltog var også anledningen til at ”Kid” Bastien valgte at spille med. De to har tidligere spillet sammen i Canada.
- Da jeg blev spurgt om jeg ville være med til at spille sagde jeg: ”Hvis George kommer, så kommer jeg også”, fortæller ”Kid”.
Som blev ganske overrasket da New Orleans Delight opsøgte ham.
- Jeg blev smigret, men forbavset. Jeg var ikke klar over at de kendte mig, jeg er jo bare amatør, ler han.
- Jeg har spillet på den samme lille pub i Toronto hver lørdag eftermiddag i 32 år.

Flere soloer
Amatør eller ikke. Gæsterne i Broängskyrkan var ovenud begejstret med bandets optræden – og orkestermedlemmerne så ud til at trives på scenen. Man bød blandt andet på flere spontane soloer på trompet, saxofon, trombone og klarinet.
Efter koncerten i Broängskyrkan gik turen til Danmark, hvor der skal afvikles yderligere en række koncerter før Clifford Bastien og George Berry vender hjem til deres respektive hjemlande. Det faste orkester fortsætter samspillet og til april næste år venter årets højdepunkt: en rejse til French Quarter Jazzfestivalen i New Orleans.
- Det vil blive som en rejse til Mekka for os, siger Kjeld Brandt leende.

- Torunn Andersson



Nya Värmlands Tidning 26.11.2002

Balanceret sving fra dynamiske tradjazzere

New Orleans Delight
Broängskyrkan
Kristinehamn


Omkring 100 personer trodsede søndagaftenens snestorm og glatte veje for at tage til Broängskyrkan i Kristinehamn og fik valuta i form af New Orleans-jazz med autencitet, spillet af New Orleans Delight på genbesøg hos Jazz i Lusaken efter introduktionen på Varvet sidste års forår.
Den dansk-svenske gruppe er i sin grundform en sekstet uden trompet (klarinet, trombone, fire i rytmegruppen) med tre medlemmer fra hvert land, som til turneerne engagerer en gæstetrompetist blandt de mere kvalificerede indenfor den stil orkesteret repræsenterer.

Denne gang havde man hentet Kid Bastien fra Canada; han leder orkesteret med tilbageholden, men effektiv autoritet og er en ukompliceret sanger.
Desuden blev blæsergruppen udvidet til fire mand ved tilstedeværelsen af den engelske tenorsaxofonist George Berry, som resulterede i bredere, mere farverig gruppeklang og desuden gav orkesteret et fornemt solisttilskud.
Berry har en stor, afrundet tone, smidig bevægelighed i sit spil og beroligende rytmisk sikkerhed som umiddelbare fortrin.
Den klarinetspillende orkesterleder Kjeld Brandts koncentration på det væsentlige og afslappede efterslæb i fraseringerne bør også fremhæves, ligesom Claus Lindhardts elegante trommespil fra epoken før grundrytmen blev flyttet op på bækkenerne.
Sammen med bassisten Stefan Kärfve, der ser ud til at have studeret Pops Foster spillestil nøje, giver han rytmegruppen både elasticitet og stabilitet.

Der bliver spillet med balanceret dynamik, alenlangt fra det hårdtpumpede som mindre indsigtsfulde udøvere miskrediterer denne stil med, og lyttende eftertanke i de kollektivt improviserede kor. New Orleans Delight er kort og godt hæderværdige repræsentanter for den tidlige jazz.
Repertoiret: en række til koncertlokalet (akustisk udmærket) udvalgte hymner, blandet med mere rendyrkede jazznumre, fra for eksempel George Lewis og Kid Thomas Valentines repertoire, velgørende renset for nedslidte kæpheste.
Johnny Olsson

Billedtekst:
Smagfuld tradjazz. New Orleans Delight med gæstemusikerne Kid Bastien og George Berry bød Kristinehamns publikummet på en storartet demonstration af tidlig jazz.






Falköpings Tidning 25.11.2002

New Orleans Delight i tiljublet koncert

Af Rolf Johansson

Folkabo. Ikke mindre end 44 gange er der arrangeret New Orleansjazz i Valstad kyrka og næsten hver gang har der været fuldt hus. Det var der også i fredags da det internationalt kendte New Orleans Delight spillede. Margareta og Han Sköld har gode ører for kvalitet og der har spillet mange gode grupper gennem tiden.

Spørgsmålet er bare om nogen har været bedre end gruppen i fredags. En utrolig samenspillet sekstet med tre danskere og lige så mange svenskere, som vanen tro havde hentet forstærkning med to berømtheder langt borte fra: Trompetisten Cliff ”Kid” Bastien fra Toronto, for første gang i Sverige, og desuden saxofonisten George Berry fra Nottingham, England.
Klarinettisten Kjeld Brandt er leder af New Orleans Delight og kommer sammen med Erling og Claus Lindhardt på banjo og trommer fra København. Trombonisten Bengt Hansson er fra Lund, bassisten Stefan Kärfve hører hjemme i Malmö, og pianisten Göran Magnusson bor i Hjo. Rutinerede ”jazzrävar” alle seks med lang meritliste bag sig og en lige så lang fremfor sig, må man håbe. Denne genre er jo traditionelt afgrænset område for mandlige musikere, men publikum var blandet og spørgsmålet er om ikke kvinder et stykke over 17 var i overtal.
Man strør gerne roser over ”Delighterne” da samspillet var forbilledligt og soloerne vekslede smidigt og flot. Desuden imponerende både indlevelse, sound og teknisk kunnen. Det man beundrer mest er dog nok deres forståelse for timing i alt, fra næsten lydløst spil i en inderlig hymne til ekspressive melodier, eller fra en fransk kærlighedsbagatel til den usædvanlige rytme i en karibisk vise.

Effektfuld entré
Det begynder effektfuldt med at Göran Magnusson sniger sig ind, sætter sig ved klaveret og helt stille indleder den mest spillede NO-melodi, Just A Closer Walk With Thee. Derefter gør orkesterleder Kjeld Brandt entre og præsenterer sine musikere, som en efter en griber meloditråden til hele væven er komplet. En meget behagelig måde for i løbeseddelform at kunne anskueliggøre sound, gruppering og spillestil. Efterhånden bemærker man at Erling er en meget god men venstrehåndsspillende banjoist, at Kjeld trakterer en sølvglinsende metalklarinet med dennes specielle klang, at bassisten Stefan er en ørn både med bue og pizzicato, at Göran fortjener chefens ros at en sådan pianist har vi ikke i hele Danmark, at Bengt svinger trombonen mod himlens sky i sine inspirerede soloer foran prædikestolen och at trommeslageren Claus i høj grad bidrager til kvaliteten med sit konsekvente spil

Celebriteter
Men naturligvis er det de to gæster der tiltrækker sig størst interesse. Først og fremmest Cliff ”Kid” Bastien, en af de store indenfor genren, født i 1937. Englænderen som i 60’erne slog sig ned i Canada og har haft eget orkester siden da. Med den ydmyge selvfølgelighed som stor dygtighed giver, serverede han en række strålende soloer, både på trompet og vokalt. Desuden havde han en smittende charme som umiddelbart fangede publikum.
Den anden gæst, tenorsaxofonisten George Berry er en udmærket musiker med lang erfaring både fra Canada og England. Dagens koncert var desuden en kær genforening med Cliff, som han tidligere har spillet med i mange år. Den gode personkemi mellem de to kunne man ikke tage fejl af. Den kunne mærkes og løftede hele orkesteret. George håndterede sin sax med overlegen kunnen, og hans mange soloer blev belønnet med overvældende bifald.

Klassikere og fornyelse
”Kid” havde taget 27 nye melodier med sig fra sin seneste cd og der blev budt på smagsprøver fra den, blandt andet How Long Has It Been Since You Talked To The Lord? En eftertænksom melodi som passede fortræffeligt i kirken. Med i programmet var naturligvis mange af New Orleansklassikerne, for eksempel George Lewis-hymnerne At The Cross og God Leads His Dear Children Along. Den sidste med fint spil på bassen og engageret sang af Cliff. I den hurtige In The Highway kom tempoet op, ”Kid” trampede ivrigt med foden, grabbarna spillede som guder og livet var dejligt.
Den stille hymne Where Is My Wandering Boy Tonight? genkendtes sikkert af mange som indbydelsessangen Var är mit vilsna barn i kväll fra den relegiøse vækkelses barndom. Her blev den fremført smukt med mange fine soloer. Til klassikerne må man vel også henføre Take Your Burden To The Lord And Leave It There, som Cliff sang med indlevelse og soloinstrumenterne strålede én efter én. Ligeledes Bye And Bye og borgerretskampens slagsang We Shall Not Be Moved, som man gjorde til et af aftenens topnumre. Den sakrale del af repertoiret bød også på How Can You Refuse Him Now, hvor Cliff sang duet med Kjelds krystalklare klarinet.
For et øjeblik blev det andre klange og rytmer i Jamaicamelodien og milllionsælgeren fra 60’erne Rivers Of Babylon. Som en erindring om at Canada er tosproget, sang Cliff også kærlighedsvisen Quand On C’est Vu, som handler om to som mødes, forelsker sig og skilles igen. Banalt? Ja. Men også dejlig musik.

Mange penge til polens børn
Mod slutningen kom den eksotiske melodi Hindustan og en vidunderlig melodi med titlen Highway Is Happy Ways When They Lead To Home. Som ekstranummer spillede gruppen Joe Avery’s Piece, som Margareta Sköld med det samme tog til sig og som tak fik både hun og publikum en kort udgave af When The Saints.
Da var klokken også blevet halv elleve og et tilfreds publikum gav rundhåndet til Bengt-Åke Öhgrens indsamlingsbøsser, som indtil nu har indsamlet 135.600 kroner til trængende børn i Polen. I sin tale efter den obligatoriske Bliv Kvar Hos Mig anknyttede han til både den sidste søndag i kirkeåret og julen of fortalte hvordan han endnu engang havde mødt nøden i nabolandet, men også en moderne version af Betlehemshistorien, med Maria og det hele. Evangeliet genoplevet på nært hold.
New Orleans Delight fortsætter turnéen en tid endnu i Sverige og Danmark. Totalt skal der spilles fjorten koncerter denne gang.




Præstø Avis 7.11.2002

Tæt på jazzens rødder
Flot afslutning på Præstø Jazzklubs jubilæumsår.

Af Jens Bjerre Tyberg

PRÆStØ: Det dansk-svenske band New Orleans Delight lever op til sit navn. Dets repertoire ligger så tæt på jazzens rødder, at man næsten kan føle den fugtige varme i New Orleans gader. Kirsebærkroens ruder duggede da også kraftigt, da bandet gav koncert i Præstø Jazzklub.
Fire blæsere i front oplever man ikke hver dag. Svenske Bengt Hansson på trombone, canadiske Cliff ”Kid” Bastien på trompet og sang, engelske George Berry på tenorsax og danske Kjeld Brandt. ”Kid” Bastien havde megen humor med i sin sang, og George Berry swingede, så det var en fryd.
Ved klaveret svenske Göran Magnusson, på bassen hans landsmand Stefan Kärfve, bag trommerne danske Claus Lindhardt, og på banjo hans far Erling Lindhardt. En meget velfungerende rytmegruppe med banjoen som suverænt stærke kort.
Der var vemod over bandet. Det var den sidste koncert af 11 med gæsterne ”Kid” Bastien og George Berry. Men der var ikke vemod i musikken. Der var livsglæde og veloplagt spil i både de langsomme og de hurtige numre. Den ene solo afløste den anden. Solisterne blev bakket godt op. Og publikum, der fyldte krostuen, levede med.
I ”Jambalaya” gik det hele op i en højere enhed. Der blev spillet intenst, od de stærke rytmer fik kroens gamle mure til at dirre.
Aftenen blev en flot afslutning på jazzklubbens jubilæumsår.




Ugebladet Præstø 5.11.2002
Havde man ikke vidst bedre, men lyttede til musikken med lukkede øjne, så var New Orleans for en aften flyttet til Præstø, hvor Præstø Jazzklub tirsdag aften havde besøg af det dansk/svenske New Orleans Delight med den canadiske trompetist Kid Bastien og engelske George Berry på tenorsax som meget fremtrædende gæstesolister. Og i en mere end stopfyldt Kirsebærkro med en forrygende god og positiv stemning, var det ikke svært at forestille sig, at vi sad midt i jazzens mekka på et lille listigt sted på Bourbon Street i New Orleans, hvor kendte toner som Just A Closer Walk og Silver Threads Among The Gold blev mesterligt fulgt op af en stribe mindre kendte, men stadigvæk glimrende jazznumre, fra den store amerikanske sangbog, som synes ganske uudtømmelig. Det hele spillet med glød og entusiasme som kun kan lade sig gøre når ens hjerte banker for den swingende glade jazzmusik, og det gør det i allerhøjeste grad også for aftenens solister, der begge på deres instrumenter var formidable, flot bakket op af resten af bandet, der alle viste hvor godt de have det i selskab med det lyttende og meget nydende dejlige publikum. Der med dette fik en fornem afslutning på jazzåret 2002.

- Ejgil Grønholdt


Bornholms Tidende 15. juli 2002

Delikate duetter

Anmeldelse af Poul Lund

New Orleans Delight med Derek Winters (trompet, vokal) Grønbechs Gård lørdag den 13. 15 juli

Jazz har en grøn farve - og er optimistisk. Med Grønbechs nænsomt restaurerede gård som værdig baggrund tryllede New Orleans Delight med gæstesolist Derek Winters som den samlende figur.
Hvad fik publikum? Traditionel jazz af høj klasse, med skyldig hensynstagen til denne musikgenres rødder. Der lefles ikke for tilhørerne, bandet leverer en rå og ægte lyd, så at man øjeblikkeligt involveres. Det skyldes – i hvert fald ved denne specielle koncert – at blæserne gav sig 110 procent; ganske enkelt veloplagte og delikate duetter mellem Winthers og Kjeld Brandt på en næsten ”gyldenttonende” klarinet.
Det skal klart indrømmes at denne pen ikke er overvild med traditionel jazz. Men dette band spiller ikke traditionel jazz i normal forstand. De søger, og når en lyd og et musikalsk grundlag som mange andre jazzbands kunne få meget ud af at lytte til. Og New Orleans Delight – ja, det er lækkerier - formidler denne autencitet til et medrevet publikum.
Frontfigurerne Winthers/Brandt kan selvfølgelig ikke skabe denne stemning alene. Derfor har de ”i ryggen” kapaciteter som Claus Lindhardt med et delikat trommearbejde, en ældre Lindhardt, Erling, som trakterer banjoen så det er lige før man føler sig hensat til New Orleans anno 1910-1920. Som urokkelig ankermand, kontrabassisten Stefan Kärfve. Undskyld, jeg får ekstra mundvand når jeg hører hans basspil. Det går fra det subtile, han spiller let pizziciato på de grovtykke strenge, han med lige selvfølgelighed og lethed et solistisk, improviseret indslag som han loyalt indgår i rytmegruppen. En for Kjärfve typisk ”håndspillet” bassolo i den smukke ”Go Down Sunshine”, med improvisationer en masse over traditionelle ostinatofigurer. Det er sublimt, og han nyder det.
Et ganske enkelt forrygende første sæt blev blidt afsluttet med en smuk tribut, en hyldestballade til den nu afdøde engelske trompetist Ken Collier. Bittersweet og udtryksfuld i klangene, og egentlig et værk som viste essensen af bandets formåen: Seriøsitet parret med ukuelig optimisme, en ægte musikalitet og evnen til at udtrykke den.



Kritikeren Art C. Stone i “The American Rag” March 2002

AC’s CDs

by A. C. Stone

New Orleans Delight: My Little Girl
Music Mecca CD 3061-2

Da jeg sidste juli anmeldte en CD med dette band sluttede jeg af med at skrive: Det er en interessant CD…, som vil blive værdsat af dem, som godt kan lide ”Uptown New Orleans Stilen.
Ved nærmere eftertanke var det måske ikke en stærk nok anbefaling.
Der har været nogle udskiftninger i bandet siden da … basun, piano og bas er nye og sangerinden Kristin Lomholt er kommet til … men om noget, bandet lyder bedre end for 9 måneder siden.
Igen spiller de en masse sjældent hørte numre; melodier som meget sandsynligt kan have været på repertoiret hos ethvert N.O.-band som for få år siden spillede op til dans.
Ciribiribin f.eks. bliver ikke fremført som Harry James’ glansnummer, men i mere swingende dansetempo som De De Pierce kunne have spillet den.
Musikerne har uden tvivl lyttet til den originale musik, (Susemihl har faktisk tit besøgt og spillet med sine forbilleder i New Orleans.) Men det er ikke blot en efterligning af, hvad de har hørt. De har taget stilen til sig og spiller ligeså godt, (hvis ikke bedre) end nogen man kan høre i Preservation Hall i dag.





Kritikeren Art C. Stone i “The American Rag” Juli 2001

AC’s CDs

by A. C. Stone

New Orleans Delight: Enjoy yourself
Music Mecca CD 3028.2

NOD er et dansk orkester som musikalsk er inspireret af George Lewis’ og Jim Robinsons musik. Dannet i 1996 er det nu et erfarent band, som spiller i denne stil, uden slavisk at imitere forbillederne.
På denne CD er Norbert Susemihl, en tysk trompetist, og Mike Lunn, en pianist fra England med.
Susemihl har tilbragt lang tid i New Orleans, hvor han har spillet sammen med musikere som ”Father” Al Lewis, Kid Sheik og Percey Humphrey, og deres indflydelse kan høres på hans spil.
Lunn, som til tider lyder lidt ”under-forstærket” på denne CD, passer fint ind i New Orleans ensemble-stilen.
Orkesterlederen Kjeld Brandt er hele tiden i front, enten med smukke nedtonede soloer eller bag den af de andre musikere, der spiller en solo. Barfoed på basun har tydeligvis lyttet til og lært af den afdøde Jim Robinson.
Titelmelodien Enjoy Yourself bliver spillet med sydamerikanske rytmer med Susemihl på flugelhorn. Et svingende arrangement, som gør det let at gøre, hvad titlen siger. Versionen af ”Bogalusa strut” er så god som nogen, jeg har hørt, og bliver fulgt af en af mine favoritter, ”Last Night On The Back Porch”, (Til min kones store fortrydelse plejer jeg at synge den til bryllupper, når toastmasteren be’r om at få sunget sange med ordet ”Love” i.) Orkestret yder her en langt bedre indsats end jeg nogensinde har gjort.
Brandt spiller en flot solo på ”Thank You Mr. Moon” og demonstrerer den indflydelse George Lewis har haft på hans musikalske indgangsvinkel. Det sidste nummer ”Lights Out” er hvad man kan forvente af et band, der spiller aftenens sidste nummer.
Det er en interessant CD som omfatter flere sjældent hørte numre, og vil blive værdsat af dem, som synes om ”Uptown” New Orleans stilen.





Venstrebladet Holbaek, fredag den 7. december 2001

New Orleans Delight i Orø Kirke

Koncerten med jazzbandet New Orleans Delight i Orø Kirke med den internationalt kendte solist Norbert Susemihl blev en medrivende og betagende oplevelse for publikum i den fyldte kirke.
Medlemmerne af New Orleans Delight har stor forkærlighed for og en mangeårig erfaring i netop den jazzform, der tager udgangspunkt i George Lewis/Jim Robinson-stilen. Orkesterer blev startet i 1996 og har siden været stærkt efterspurgt. Den faste besætning er tre danske musikere Kjeld Brandt på klarinet, Erling Lindhardt på banjo, og Claus Lindhardt på trommer, og de tre svenske Bengt Hansson, trombone, Göran Magnusson, piano, og Stefan Kärfve, bas.
Solisten Norbert Susemihls fremragende spil på trompet og flygelhorn fik bragende bifald. Han indledte sin kariere som stor knægt med guitar som instrument og sang spirituals og gospel, men tog hurtigt fat på trompeten og har fornylig også inddraget flygelhorn og kornet for at beherske det størst mulige lydbillede.
Orkesteret spillede to gange 45 minutter og blev applauderet livligt efter hver solo - især klarinettist og orkesterleder Kjeld Brandt. Publikum sang med til “Nærmere Gud til dig”, og som ekstranummer spilledes “Silent Night” i en meget betagende udgave.
I pausen serverede menighedsrådet kaffe og småkager.





Bornholms Tidende 28. juli 2001

Tidlig New Orleans-jazz

Anmeldelse af Poul Lund

New Orleans Delight med Kristin Lomholt.
Torvet Nexø fredag den 27.07.
Arr.: Østersøjazz i Nexø

Det er fuldt forståeligt at den traditionelle jazz har en stor og loyal fanskare. Problemet - hvis man kan kalde det det - er så at et stigende antal bands netop spiller traditionel baseret jazz og denne genre kan næppe beskyldes for udvikling eller uforudsigelighed. Og dog, et band er gået en lidt anden vej og har søgt længere tilbage i New Orleans-traditionen.
For bandet på scenen på Nexø Torv fredag over middag, New Orleans Delight, har det tydeligt været et fornøjelse at gå tilbage til tiden omkring 1920. Med udgangspunkt i marchmusikken (hos de såkaldte brass bands) har New Orleans Delight bygget en stærk blæsersektion op, suppleret med en uhyre kontrastiv kontrabas og en rytmisk svingende banjo. Det er med denne besætning at bandet giver et godt bud på anderledes, traditionel jazz.
New Orleans Delight var en festlig, svingende oplevelse. Dels var de gennemmusikalske, dels var kontakten med publikum etableret “in no time”, dels var det rytmiske udtryk så stærkt at tilhørerne blot lod stå til, lod sig rive med, mens der blev stampet i brostenene, eller klappet i takt med hænderne.
Og det mest prægnante i lydbilledet - det var faktisk det man kunne høre på lang afstand - var den uopslidelige kontrabassist, svenske Stefan Kärfve der, sammen med trombonisten Bengt Hansson lagde hele fundamentet for et melodisk drive.
Med havde New Orleans Delight vokalisten Kristin Lomholt (i øvrigt på vej tilbage til USA på et KODA-legat). Traditionel jazz er ikke lige Lomholdts normale boldgade, men i Sugar Blues sang hun så al desperationen, melankolien og det manglende livsmod kom (langt) ud over scenekanten. Også i den uopslidelige Swanee River foldede det musikalske temperament sig smukt ud. Med fornemme solistiske indslag af trombonisten, bassisten (nok en gang!) og en en smuk rytmisk puls fra pianisten Göran Magnusson.
Med det dybe leje i sopranstemmen udtrykte Kristin Lomholt også de mere bevægende hymner og spirituals. Og i næstsidste nummer, Thank You, Mr. Moon, er der sådan set kun en ting at sige Thank You Kristin Lomholt og New Orleans Delight for en festlig, fodstampende koncert.





Bornholms Tidende. Torsdag d.12. juli 2001

New Orleans kom til Allinge

Af Poul Erik Knudsen

Man kan ikke påstå, at Allinge Kirke onsdag aften var omdannet til en af de sortes kirker i New Orleans. Men da de syv medlemmer af jazzbandet “New Orleans Delight” kom gående op af kirkegulvet, mens de spillede “In The Sweet By And By” i den omtrent fyldte kirke, var tonen i bogstavelig forstand slået an til en to timer lang koncert mec gospel, spirituals og anden religiøs musik.
“Does Jesus Care?” indledte perlerækken af melodier og sange, hvor den tyske trompetist Norbert Susemihl, der foruden at spille gudbenådet på sit instrument, også viste sig at være en habil sanger. Han har boet flere år i New Orleans, og spillet og sunget med mange af de kendte musikere der.
Det var ikke kun de gamle melodier, bandet spillede. “He Touched Me”, der er skrevet af en præst fra New Orleans, havde Elvis Presley på sit repertoire, hvilket ikke anfægtede musikerne. “What A Friend We Have In Jesus” og “Just A Little While To Stay Here” var andre titler i programmet.
Sidstnævnte fik hårene til at rejse sig på undertegnedes hoved, og min sidemand følte kuldegysninger, så smukt og inciterende blev den spillet.

Entusiasme
Det fører til omtale af de enkelte musikere, og her må Kjeld Brandt fremhæves, hans klarinetspil tangerede det fuldendte, når han fik sit instrument til at “synge” sammen med Norbert Susemihls trompet og Bengt Hanssons trombone. Göran Magnusson er en fin og følsom pianist, og rytmegruppen ledsagede de øvrige på bedste vis. Erling Lindhardt på banjo, Claus Lindhardt på trommer og Stefan Kärfve på bas.
Det er tredje gang “New Orleans Delight” deltager i Allinge Jazzfestival, og deres fremførelse af hymner (i valsetakt) og gospelmelodier m.v. udgør en passende blanding af erfaring og ungdommelig entusiasme.
Ved hvert nummer blev de enkelte solopræstationer belønnet med bifald, og da orkesteret meget passende sluttede med “When I Come To The End Of My Journey” blev de syv musikere hyldet med klapsalver af et stående publikum. Der måtte gives et ekstranummer, “When The Saints Go Marching In”.

Prise Gud
Sognepræst Carsten Møller-Christensen afsluttede den flotte aften med en kort andagt, hvor han blandt andet sagde, at han opfattede koncerten som en lovprisning af herren på festligste vis. Han sulttede med Fadervor og velsignelse, og så sang man salmen “Nærmere, Gud, til dig”, som Carsten Møller-Christensen inderligt håber ikke bliver slettet af salmebogen.
Men ikke som sædvanlig til orgelmusik, men til tonerne fra “New Orleans Delight” i en hurtigere rytme end sædvanlig, som alligevel viste sig at være langsom. Alle sang med, og man forstår reportager fra de sorte menigheders gudstjenester, hvor jazzrytmer spiller en vigtig rolle.
Medlem af Allinge Jazz Venners bestyrelse, Hanne Engmark, afsluttede koncerten, der må blive en af festivalens højdepunkter, med tak til kirken for “husly” og “New Orleans Delight” for en smuk og vellykket koncert.




Anmeldelse i Berlingske Tidende, Tirsdag d.12. december 2000

I en god atmosfære
Troværdigt bud på den religiøse side af den traditionelle jazz.

Det er årstiden, hvor gospelsange og spirituals sniger sig ind - hist og her og allevegne. Og det kan hurtigt blive for meget af det gode. Ganske enkelt fordi den populære sorte amerikanske sydstats-baptist-sang-tradition ikke sådan uden videre lader sig overføre til dansk temperament.
Men i Sorgenfri Kirke søndag eftermiddag blev der ikke postuleret andet end god jazz og gode religiøse sange. Det dansk/svenske band New Orleans Delight havde - som navnet antyder - de musikalske rødder i den tidligste jazz, og det smukt-vibrerende klarinetspil, som orkesterlederen Kjeld Brandt leverede, stod da også i gæld til den legendariske George Lewis, ligesom det stod sig godt til den svenske basunist Bengt Hanssons mere luftige og eftertænksomme stil.
Eftermiddagens hovedpersom var dog sangerinden Kristin Lomholt, det indtil for nylig primært har beskæftiget sig med nyere former for jazz, men som her viste et fint greb om de gamle amerikanske salmemelodier.
Hendes force var, at hun fraserede godt og fortolkede troværdigt uden at forsøge at synge i den tunge sorte tradition. Og på den måde havde hun ret beset fat i rødderne, idet disse salmer jo i vidt omfang har deres oprindelse i Europa.
Der var altså mere Sorgenfri end Alabama over foretagenet, og det var der bestemt ingen grund til at beklage. Og selv om en kirkesal - sådan rent akustisk - altid er problematisk, når der skal swinges, så flød musikken da afsted - i en god atmosfære.
De kontant-rytmiske numre var absolut medrivende, men det var dog i de langsomme hymner, at musikken for alvor løftede sig. Kristin Lomholt gik ind i en smuk samklang med de to blæsere i “In The Garden”, og så kunne man vel næppe ønske sig en mere perfekt koncert-afrunding end hendes intense og meget lyriske fortolkning af “Silent Night”.

- Kjeld Frandsen

Kristin Lomholt & New Orleans Delight,
Sorgenfri Kirke, søndag eftermiddag




Anmeldelse i Borås Tidning d.13.3.2001:

Stående jubel i Toarp

Hvis det var rigtigt at kun farvede kan spille New Orleans-musik på den rigtige måde, var det fristende at kalde danskerne for Europas negre.

Danske orkestre har i alle tilfælde godt hold på musikformen. New Orleans Delight er ingen undtagelse, selvom halvdelen af orkesteret består af svenskere.
I alle tilfælde gælder dette om en så blændende koncert som søndagens i Toarp. Publikum må have en sjette sans. De 125 billetter var udsolgt onsdagen før. Ganske vist blev der budt på biksemad, men sulten gjaldt nok mest musikken, og stemningen blev fortættet mod slutningen. Stående bifald og selvfølgelig flere ekstranumre.
Orkesteret er rendyrket, det er kun kollektiv improvisation der gælder, ingen leflende dixielandmanerer. Men det der mere skiller ægte fra falsk NO-musik er blandingen af afspændthed og intensitet, dette at gnisten tænder alle cylindre absolut synkront, når ikke bare rytmemotoren men også tilhørerne spinder som en tilfreds kat, denne følelse af tidløshed.
Musikerne har en perfekt teknik, målt med genrens mål hvor indlevelse er vigtigere end virtuose præstationer. Alligevel forekommer disse. Revivalepokens plagiater er forlængst forbi. New Orleans-band i dag jagter hele tiden gode melodier og eksotiske rytmer, gerne karibiske, og det er nødvendigt at hver melodi spilles på en ny måde - hver gang.
Lederen og klarinettisten Kjeld Brandt står centralt med en tone og musikopfattelse der klart angiver George Lewis som forbillede, men lige så meget i ånden fra tidlige George Lewis-orkestre er den fra Lund importerede trombonist Bengt Hansson, enkelt og udtryksfuldt som en Jim Robinson. Far og søn, Erling og Claus Lindhardt byder på både stabilt og varieret akkompagnement på banjo og trommer. Især den sidstes erfaringer med salsamusik skinner igennem, mens en anden svensk import, Malmöboen Stefan Kärfve, fremviser en bredde i sit kontrabasspil som må være unikt i tradjazzbranchen. En anden svensk entusiast, pianisten Göran Magnusson, kører mindst en gang om ugen hele vejen fra Hjo til Danmark, med den opgave at være rustik og fremdrivende vitaminindsprøjtning. Aftenens specielle gæst, den engelske trompetist og sanger Martyn Sharp kompletterer med sin afspændthed og eksplosive udtryk denne gruppe af fuldblodsmusikere.
Mange entusiaster må være fristet til at tage til Askersund Jazzfestival 15.-17. juli, hvor orkesteret atter er tilbage.

–-Rolf Haglund





Anmeldelse i Nya Wärmlands-Tidning d.10.3.2001:

Givende jazzaften

New Orleans Delight – et dansk/svensk orkester krydret med en englænder - var i torsdags på besøg hos Jazz i Lusaken. De hyggelige jazzlokaler i Restaurant Varvet fyldtes af forventningsfulde tilhørere med sans for jazzens ældre udtryksform, og de må have følt sig tilfredse, for de mødte et godt orkester.
New Orleans Delight har taget klarinetlegenden George Lewis’grupper som udgangspunkt. Det betyder balanceret eftertanke i samspillet, kollektive improvisationer, nuanceret dynamik og velformuleret solospil indenfor de stilistiske rammer man har valgt.
I blæsertrioen spiller lederen Kjeld Brandt klarinet - velstemt, hvilket er usædvanligt og befriende! - i forbilledets ånd, ofte i lav- og mellemregister, og prægnant i formuleringen. Den engelske trompetist Martyn Sharp og trombonisten Bengt Hansson er solister med kontrasterende greb om tingene - Sharp med febrilske ansatser, Hansson med kortfattet, afslappet klarhed i indhold, og en fyldig, klar tone.
I rytmegruppen spiller Göran Magnusson de enkle akkorder stilen kræver, kraftfuldt og vejvisende med Erling Lindhardts banjo som ekstra gnist. Stefan Kärfves baspizzicato har bid og drive og hans buespil giver indimellem klangminder fra den tid hvor tuba var med i rytmegruppen.
En meget betydningsfuld mand i sammenhænget er trommeslageren Claus Lindhardt, som virkelig har studeret sine ældre forbilleder. Deb måde hans rytme, à la Baby Dodds, lydhørt swinger kun ved brug af lilletrommen, giver meget af den autencitet orkesteret formidler. Dertil hjælper også de forklaringer man får på hvad der har influeret på den sammensmeltning der blev til det der kaldes New Orleans-stilen.
Fra disse rødder er der siden vokset et højt og bredt forgrenet jazztræ. At få oprindelsen fremført med en så dybtgående forståelse for traditionen, kærlighed og musikalsk inderlighed som New Orleans tilbyder er givende og værdifuldt!

– Johnny Olsson




Anmeldelse i Västergöta Tidningar d.12.3.2001:

Jazz i Valstad er det samme som fyldt kirke
I koret stod New Orleans Delight

Hvis man ikke er tidligt ude når der er jazzkoncert i Valstad kirke, er der stor risiko for at man ikke kommer ind.

Fredag aften var det igen tid til musik i Valstad kirke, hvor det var New Orleans Delight og gæstesolisten Martyn Sharp på trompet som spillede.
Det er med forventning man begiver sig til Valstad kirke når der bydes på jazzmusik, og man må undre sig over at det bliver sensation hver gang.
Kirken var fyldt til sidste plads, alle siddepladser var virkelig taget i brug, og ståpladser var der ikke mange af. Denne store interesse må være en spore for arrangørerne til at lave flere forestillinger, for publikum kommer i massevis.

Musikoplevelse
Mats Löwing hilsede alle varmt velkommen til Valstad denne aften. Jan og Margareta Sköld kunne ikke være tilstede, men orkesteret spillede en melodi som hilsen til dem.
Når man lytter til musikken er det ikke kun høresansen der påvirkes, men musikken kryber ind i kroppen og påvirker hele mennesket. Man lever med i musikken på en måde der er helt fantastisk, benet eller foden begynder at bevæge sig af sig selv i takt til musikken.
Bare at lytte til musikken er en oplevelse, at samtidig kunne se orkesteret spille gør oplevelsen endnu bedre. Når et af medlemmerne i orkesteret går i gang med en solo og spiller sit instrument er det fantastisk, ikke bare at høre, men at se ham spille med en indlevelse som kun et menneske der elsker sin musik kan gøre.
I pausen blev der serveret kaffe på Valstad Café, og der var mange der benyttede sig af det, for de fleste var kommet i meget god tid. Så et stykke smørrebrød og en kop kaffe gjorde godt.

Stående ovationer
Bagefter var der mere musik af New Orleans Delight, som består af Kjeld Brandt, orkesterleder og klarinettist, Martyn Sharp, gæstesolist på trompet, Bengt Hansson, trombone, Göran Magnusson, piano, Erling Lindhardt, banjo, Stefan Kärfve, bas og Claus Lindhardt, trommer.
Orkesteret fik stående bifald som tegn på at publikum ville høre mere, og det blev der lejlighed til.
Efter orkesterets ekstranummer trak Kjeld Brandt sin klarinet i to dele som tegn på at nu var det slut for i aften.

– Ingemar Levinsson



Anmeldelse i Borås Tidning d.13.3.2001:


Udsolgt når Toarp byder på jazz og biksemad

Jazz og biksemad. Det er konceptet som fylder Toarps menighedshus med folk. I går aftes spillede dansk/svenske New Orleans Delight.

Den grå dyne af tåge over Dalsjöfors og Toarps menighedshus letter. Publikum giver varmt bifald til bassistens solonummer. Hjertet slår et ekstra slag. Tradjazz fra New Orleans giver O Store Gud ny indramning.
– Vi er opvokset i 40’erne. Det her er vore rødder, musikken er så levende, siger Lilian Lorentzon fra Dalsjöfors.
Hun og ægtemanden sidder på femte række foran scenen. Stolene står tæt, tæt i menighedshuset. Der var mange der ville ind, men man kunne ikke klemme flere sammen.
– Der var udsolgt allerede sidste onsdag. Vi har sagt nej til mere end 50 personer, siger Christer Wikner, præst i Toarp.
For fjerde år i træk arrangerer menigheden jazz og biksemad. Disse aftener tiltrækker betydelig flere folk end religiøse musikarrangementer. Men det gør ingenting, synes Christer Wikner.
– Der er dejligt at se kirken kan lave noget der giver så meget liv. Man kan ikke beskrive stemningen i lokalet.
Selv ta’r han nogle trin i menighedshusets entre, og forsøger at komme i tanke om hvad man dansede til jazzen i 40’erne. Kan det ha’ været swing eller foxtrot?
– Hvad er det nu det hedder ... var det Charleston?, siger Christer Wikner og lyser op.

– Ingela Gustavsson


Anmeldeldelse i Kristinehamn-Posten d.10.3.2001:

New Orleans Jazz på Varvet

En gang imellem går det over stok og sten. Men oftest føles det rigtig, rigtig langsomt og sejt når New Orleans Delight spiller.

– Uanset hvilket tempo man spiller i, skal det føles som man har alverdens tid, siger basisten Stefan Kärfve.
New Orleans Delight medbragte et lille stykke af det sydlige Amerika til Varvet denne torsdagsaften.
Med den mildt sagt tilbagelænede jazz kunne Kristinehamntilhørerne nyde musik som både havde indslag af blues og, måske lidt overraskende, religiøse numre.
– Musikken fra Karibien har også påvirket New Orleansmusikken kolossalt, siger den danske klarinettist og orkesterleder Kjeld Brandt, og starter “Enjoy Yourself”, en salsaduftende melodi der bekræfter dette.
Kjeld Brandt, svenskeren Bengt Hansson på trombone og den engelske solist, trompetisten Martyn Sharp veksler mellem at spille solo, og at spille på diverse rytmeinstrumenter. I et af korene rejser Martyn Sharp sig også op og synger.

Formidler et budskab
Det er i melodien med den bluesagtige titel “Have You Ever Been Loneley, Have You Ever Been Blue”, at New Orleansjazzens mest kendte toneforløb kommer frem. En slæbende marchmelodi som fører tankerne til langsomme begravelsesoptog med vifter og snurrende parasoller. Igen synger Martyn Sharp og lykkes faktisk med kunststykket at formidle tekstens budskab.
Rygraden i New Orleans Delight er et stabilt akkompagement bestående af Göran Magnusson på piano, Erling Lindhardt på tenorbanjo og sønnen Claus Lindhardt på trommer. Bassisten Stefan Kärfve imponerer med sit enkle og effektive akkompagement. Han spiller ikke bare med fingrene men også med bue. Lange syngende toner der får mig til at spekulere på om det skal imitere en bastuba.
– Nej, der er faktisk lige modsat, fortæller Stefan Kärfve efter koncerten. Kontrabassen var der fra starten, men den var svær at indspille i pladestudierne, så den blev skiftet ud med tubaen, da den lød kraftigere.

Rigtig hurtigt
Den noget usædvanlige måde at spille på gælder ikke bare basisten Stefan Kärfve. Trombonisten Bengt Hansson har mange gange en spillestil der virker som om det kom an på at være bagefter alle andre. Lange, slæbende toner og ofte uden noget som helst vibrato.
Ekstranummeret “Over The Waves” er helt og holdent klarinettisten Kjeld Brandts. En langsom vals, hvor han til fuldkommenhed kvidrer tonerne fra sit instrument.
Efter en stund går stykket over i boogie-wogie-tempo.
Og nu går det hurtigt, rigtig hurtigt. Men trods at tempoet er så opskruet som det er, føles det stadig tilbagelænet.

Vellydende bifald
New Orleans Delight lykkedes sammen med tilhørerne og Jazz i Lusaken, at skabe en herlig stemning i Restaurant Varvet. Selvom musikken var så godt som uden forstærkning, kom alt ud som det skulle.
Til og med alle de klapsalver orkesteret fik lød flot. Jeg håber også musikerne fornemmede det.

– Thomas Larsson-Almberg





Uddrag af anmeldelse i Skaraborg Allehanda d.12.3.2001:

New Orleansmusik i Valstad

Musik i Valstad havde fyret op med New Orleans Delight til årets første koncert i Valstad kirke og publikum lod sig ikke skræmme.
Allerede i god tid var kirken propfuld af musikentusiaster som fik en aften med herligt medrivende toner.
New Orleans Delight har en dansk/svensk sammensætning og har spillet sammen i fire år. Det er New Orleansjazz fra 30’erne og 40’erne man fokuserer på, men der bliver også lagt vægt på den karibiske og religiøse musik i repertoiret ... Ved lørdagens koncert var kirken som sædvanlig, når det er et Musik i Valstadarrangement, så proppet som det er muligt. Kirkebetjenten måtte finde alle tilgængelige ekstrastole og præsten, Mats Löwing, hilste musikvenner fra nær og fjern velkommen til en aften med medrivende og swingende toner. Thomas Dorsey’s “Precious Lord” indledte arrangementet i et roligt tempo, et tempo som siden steg som aftenen skred frem.

– Lena E. Jonsson

Alle anmeldelser oversat svensk af Kjeld Brandt




Anmeldelse efter koncert i Præstø Jazzklub 1.3.2001:

New Orleans på Kirsebærkroen

Alle gode gange tre i Præstø Jazzklub med besøg af orkesteret New Orleans Delight tirsdag aften på Kirsebærkroen, og for tredje gang med den engelske trompetist Martyn Sharp i front, fik det meget feststemte og særdeles oplagte publikum der fyldte krostuen, en rigtig god aften at tænke tilbage på.
Bandet der består af tre svenske og tre danske musikere, var i midten af deres turne med Martyn Sharp nået til Præstø, og fejrede endnu engang musikalske triumfer, for de var langtfra blevet spilletrætte. Rytmegruppen swingede lige flot om det var gode, gamle New Orleans-melodier eller karibiske rytmer. Især blev bassisten Stefan Kärfve’s smukke basspil med bue bemærket. Ligeledes den unge trommeslager Claus Lindhardt, der rigtig foldede sig ud i de varme rytmer. Med en sådan herlig baggrund, var der i frontlinjen meget flot klarinetspil af kapelmesteren himself Kjeld Brandt, hvor hans meget følsomme tone kom til sin ret i de lidt mere stille numre. Men når det gik over stok og sten viste trompetisten Martyn Sharp at alderen bestemt ikke trykker en god spillemand, der i flere numre greb mikrofonen og sang den fineste jazzsang.
Så der er ikke noget at sige til at orkesteret måtte give indtil flere ekstranumre, kraftigt applauderet af et begejstret, stående publikum, der fik hvad de kom efter, New Orleans-jazz spillet med glæde og indføling så det var en ren fornøjelse for alle.

– Ejgil Grønholdt




Göteborg Jazzfestival

Kerstin Arghe skriver om Göteborg Jazzfestival 2000 i “Tradjazzpulsen”, der er medlemsblad for Föreningen Tradjazzens Vänner i Stockholm:

...” Jeg begyndte festivalen med at følge paraden op til Götaplatsen, for derefter at gå ned til Park Avenue og lytte til New Orleans Delight med Norbert Susemihl i Banketsalen. Et herligt orkester, der i mangel på egen trompetist, havde taget Norbert Susemihl med. Det er sjældent man hører New Orleans-jazz spillet så fint og afslappet. Norbert Susemihl (en mesterlig trompetist fra Tyskland) har tilbragt en stor del af sin tid i New Orleans og spillet med og lært af de gamle musikere der. Bedre end som her kan New Orleans-jazz ikke lyde.” ...




Anmeldelse i Just Jazz

Sally-Ann Worsfold anmelder i september-nummeret af det kendte
engelske månedsmagasin Just Jazz New Orleans Delight’s seneste CD:


Lige i hælene på orkestrets Church Conserts '99 kommer denne CD, som præsenterer den engelske pianist Mike Lunn som gæst, et nyt navn for mig.

Repertoiret er et interessant potpourri, som på ægte New Orleans manér er en blanding af gamle kendinge som Franklin Street Blues og Gettysburg March og sjældent hørte melodier som Enjoy Yourself, som fik mig til at tænke på Billy Cotton, og I Thank You Mr. Moon, som gjort populær af Boswell Sisters fra New Orleans allerede har et tilhørsforhold til denne by.
I noterne nævner Kjeld Frandsen (som er formand for Danske Jazzjournalisters Forening - gad vide hvor mange medlemmer den har?), at trompetisten Norbert Susemihl under sit ophold i New Orleans fra 1978 til 1990 lærte både Peggy O’Neal og Lights Out under sit samarbejde med ‘Father’ Al Lewis’ band, mens Kid Sheik Cola lærte ham Last Night On The Back Porch og Percey Humphrey Sometime, (den eneste anden version, jeg har hørt, var tilbage i 50’erne med countrysangeren Eddie Arnold på et MOR album).

Der er en god blanding af hurtige og langsomme numre, fra det livsglade calypso-beat i titelnummeret og Miss Bombilla Brown, (en melodi som er ny for mig), til det eftertænksomme ‘down beat’ i Lights Out, et »rundt og fyldigt« slutnummer. I åbningsnummeret Peggy O’Neal, tæt og sammenhængende fra de første toner, opbygges anført af trompetisten Norbert Susemihl, en fremdrift som opretholdes og øges i det ene swingende kor efter efter det andet.

Rytmegruppen lyder nok sine steder lidt tung, og i forbindelse med en lydbalance, der her og der synes at favorisere banjoen, går det nogle gange ud over pianistens soli. Dog giver både Franklin Street Blues og I Thank You Mr. Moon et godt bevis på Mike Lunn’s ukomplicerede og blues-modulerede stil, meget lig Alton Purnell’s. Trombonisten Kristian Barfoeds firkantede og rå »sound« lyder bedst i ensemblespillet, men hans solospil gør sig dog også godt på begge de to førnævnte numre I Thank You Mr. Moon og Down In Jungle Town. Klarinettisten Kjeld Brandts vemodige og lyriske tonegange får helt klart én til at tænke på George Lewis, uden at det dog lyder som denne. Hans spil er hele vejen igennem bemærkelsesværdigt, og gør sig allerbedst i valsen Sometime.
Med skyldig hensyntagen til de øvrige orkestermedlemmer er Norbert Susemihls spil, både i ensemble-sammenhæng og som solist fremragende. Hans polerede tone, hans tekniske kunnen, hans dynamik og intuitive fornemmelse for frasering, hvilket alt sammen virker inspireret og inspirerende, kendetegner ham som en af nutidens bedste trompetister. Som Kjeld Frandsen skriver i noterne: »... for mig er det er som om, han er indbefatningen af hele New Orleans traditionen fra Bunk Johnson til Wynton Marsalis«. For at nævne blot et par højdepunkter så lyt til den hurtige og uventede hentydning til Louis Armstrongs Cornet Chop Suey-coda i slutningen af Swanee River, det underspillede bluesspil på Franklin Street samt »the holy roller« ‘signifying muted statements’ i kontrast til den klagende bittersøde flugelhornsolo på Higher Ground. Dog synes jeg, at det havde været bedre, hvis hans vokalindslag var blevet skåret ned fra 9 numre til et par stykker.

I høj grad en ‘in-house’ produktion, Norbert Susemihl har remixed, Kjeld Brandt har stået for design og tryk af noter og cover med et fotografi af en fornøjet karibisk lady klædt ud til karneval (måske Miss Bombilla Brown?).

- Sally-Ann Worsfold

0versat af Jens Haagentoft.
Anmeldelsen kan læses på engelsk under Sidste nyt.




Anmeldelse af Kjeld Frandsen i Berlingske Tidende
mandag d.24. januar 2000

Livgivende krummelurer

Den tyske trompetist Norbert Susemihl leverede et letflydende spil, der - på det nærmeste - rummede hele New Orleans-traditionen, uden at det dog forekom kalejdoskopisk eller kopiagtigt.

Det er en udbredt opfattelse, at der i weekenden spilles New Orleans-jazz i Vognporten. Og det er stort set en rigtig opfattelse. Det var i hvert fald tilfældet fredag aften, omend ingen af de involverede musikere var født eller opvokset i jazzens fødeby.
Medlemmerne af det danske band New Orleans Delight satsede dog helhjertet på den originale lyd, og den svenske pianist Göran Magnusson, som for nylig er indtrådt i bandet, tilførte lidt ekstra ballast i den for stilarten så karakteristiske - både bastante og urolige rytmebund.
Primært var det dog klarinettisten Kjeld Brandt, der - med sit fine og sart-vibrerende spil - videreførte arven fra jazzens gamle kæmper, og derudover var det - i nok så høj grad - gæstesolisten, den tyske trompetist Norbert Susemihl, der sikrede det kunstneriske niveau.
Veloplagt varetog han de til genren hørende vokalindslag, men hans force var så absolut det velklingende og letflydende spil på trompet, kornet og flygelhorn. På den danske scene har han sidestykker i Finn Otto Hansen og Ole Stolle, men Susemihls spil rummer også - sådan på det nærmeste - hele New Orleans-traditionen - fra Bunk Johnson til Wynton Marsalis.
Hans spil forekom dog aldrig kalejdoskopisk eller kopiagtigt, tværtimod. Det var roligt, afklaret, målrettet og melodisk. Og hvad enten det nu handlede om gospel, folkemelodier, calypso, vals, rhythm&blues eller det fundamentale New Orleans-repertoire, så krydrede Susemihl sit spil med med små livgivende krummelurer, der lagde en sikker afstand til enhver form for udpint museumsjazz.

New Orleans Delight med Norbert Susemihl. JazzHuset Vognporten, fredag aften.




Anmeldelse af Church Concerts '99
med New Orleans Delight i det engelske jazzblad
Just Jazz's april 2000 nummer

Nogle af læserne kender måske allerede dette skandinaviske band fra tidligere CD'er hvoraf en er med gæsterne Ken Pye på trompet og Annie Hawkins på bas. Optaget i forskellige kirker hælder denne CD med 13 numre ganske passende til gospel-siden.
De første 5 numre er med New Orleans Delights sædvanlige besætning. Kjeld Brandt er en behagelig stilist i George Lewis traditionen. Mens hans stil lyder temmelig fundamentalistisk, virker Kristian Barfoeds mere firkantede basunsspil godt i denne sammenhæng. Rytmegruppen lyder en smule bastant, selvom banjospilleren Erling Lindhardt hverken er værre eller bedre end andre af hans slags. Efter min mening er Karl Åke Kronqvist den bedste af de tre bassister og bidrager med fine flydende linier, som kan tyde på, at han kan passe ind i enhver jazz-sammenhæng.
Hvis musikken, som godt nok er behagelig at lytte til, havde fortsat i dette samme spor, ville jeg have dømt det til kun at være for troende eller omvendte. Men fra det 6. nummer skiftes der til et højere niveau takket været udvidelsen med den tyskfødte trompetist Norbert Susemihl, som jævnfør noterne har tilbragt meget tid i New Orleans. Med hans polerede tone, tekniske kunnen og energiske indsats tilføjer Susemihl med glimrende ensemble- og solo-arbejde, som helt sikkert har en inspirerende effekt på de andre i orkestret. Endvidere får hans eftertænksomme solo på flügelhorn i den reflekterende version af What a friend we have in Jesus med dens klokkeklare og bittersøde tone en til at tænke på Fletcher Henderson cornettisten Joe Smith og den harmonisk sofistikerede og ubesværede Clifford Brown. Hans behagelige stemme dukker også frem med mellemrum, mens det er basunisten Barfoed, der synger Lily of the Valley.
Omgivelserne yder glimrende akustiske forhold, skønt de ikke kan skjule Magnussons dårligt stemte klaver, ligesom jeg tror, at Petersen spiller på et elektrisk keybord. Anbefalelsesværdig, og vi må håbe at vi snart kommer til at høre mere ti Norbert Susemihl.
Sally-Ann Worshold

Oversat fra engelsk af Jens Haagentoft




Anmeldelse af Church Concerts '99
med New Orleans Delight i svenske
Harry Arnold-sällskapets Stand By 47
Nummer 1 – 2002 – Årgång 12

Nyutkommet:
New Orleans Delight
Church Concerts ’99
Music Mecca CD 3019-2

”Alla danskar spelar dixie”, påstod ju Christer Boustedt i filmen ”Sven Klangs kvintett”.
Nåja, inte alla. Men en hel del. Och de gr det som regel med mer hjärta än ofta puristiska, svala svenskar.
Här är i kyrkomiljö ”New Orleans Delight” i George Lewis/Sammy Rimington-tonanda, fast med etr riktigt fyrkantigt ”stensättarbanjo”-komp.
I några nummer medverkar utomordentlige tyske trumpetaren Norbert Susemihl, numera ibland även på flügelhorn, Annars är det klarinettisten Kjeld Brandt och i någon mån trombonisten Kristian Barfoed, som drar lasset.
Två pianister förekommer, dels svenske Göran Magnusson från Hjo, dels Hans Pedersen. Vid basen står vid de tre inspelningarna tre olika bassister. De är vikarierande malmöiterna Kalle Kronqvist och Stefan Kärfve samt ordinarie dansken Ernst Hansen. Trumslagaren är genomgående Claus Lindhardt.
Gennomgående är pianot underinspelat lite mycket som trummorna dominerar.
Gillar du den här sorten är det absolut inga bortkastade pengar att köpa skivan. Banjoallergiker avrådes!
– Ulf Åbjörnsson

Stand By
Redaktør og ansvarlig udgiver: Ulf Åbjörnsson
Sandgrens Väg 5
233 33 Svedala
Sverige

Mail: [email protected]



Anmeldelse i "Allerød Nyt" af Stig Kargaard
efter en total udsolgt koncert 23. marts 2000

Succes igen

Der var stuvende fyldt i Blovstrød Skoles festsal, da kvinden med øjne som vore smukkeste skovsøer, kunne byde velkommen til årets jazzaften.
Samtidig med at vi kastede os over den traditionelle og udmærkede menu, satte New Orleans Delight i gang med musikken, og et entusiastisk publikum hyldede dem lige fra starten, og da dansegulvet blev givet frit tog det ikke mange sekunder, før vor storsmilende præst, med den største "Havaneser" set uden for Cuba (havde han mon bly i baglommen til at holde balancen?) kunne se det proppet med danselystne. En herlig gang New Orleans indimellem blandet op med rytmer fra det nærliggende Caribien, fik vinduerne til at emme af varme, ingen kunne se at det var et par år siden blækket blev tørt på adskillelige dåbsattester, men også de helt unge var godt med.
Vupti - var det hele desværre godt overstået, men gad vist hvor mange der fulgte den sædvanlige farvelsang. - Gå nu hjem og gå nu lige hjem, der blev sikkert slukket sent mange steder.
Herligt at menighedsrådet gider tage slæbet med denne aften - tak, skal I ha'.
Og træd så ikke på ham der ligger i soveposen uden for døren, jeg er bare i køen til billetter til næste år.



Anmeldelse i »Præstø Avis« 11.02.1999
Af Jens Bjerre Tybjerg.

Livsglæde i musik

Nye musikalske venner i Præstø Jazzklub

»Find nye venner i Præstø« hedder det i et ældre slogan fra Præstø Handelsstandsforening. Det passer endnu. Præstø Jazzklub fandt nye i New Orleans Delight, der forleden gav en gedigen livsglad koncert på Kirsebærkroen.
Bandet blev formelt dannet i 1996. Det er på de få år blevet særdeles stærkt sammenspillet, og de fem klarede meget fint at spille op til den engelske veteran Martyn Sharp på trompet - med og uden dæmper. Det lød, som havde han altid været med.
Martyn Sharp ejer evnen til at give trompeten en meget sprød lyd, der understregede det melodiøse i balladerne og de stille numre. I 'Panama Rag' gav han hornet frit løb og lod lyden fylde krostuen. Det forlyder allerede nu, at han kommer tilbage næste vinter. Han skal være så hjertelig velkommen.
Han sad mellem Kjeld Brandt, klarinet, og Kristian Barfoed, trombone. Og han var i menneskehænder. Kjeld Brandt behersker hele klarinettens spændvidde og har en sjælden evne til i det dybe toneleje at skabe trælyden, der er instrumentets kendemærke.
Når Kristian Barfoed havde sine stærke trombonesoloer, stak Brandt og Sharp instrumenterne sammen of skabte et stilfærdigt musikalsk gulv for solisten. Så gik de tre blæseinstrumenter op i en højere enhed.
De tre i rytmegruppen holdt sig ikke tilbage. På banjo er Erling Lindhardt en oplevelse, både so ham, der danner en raffineret baggrund, og som solisten med stor gennemslagskraft. Han viste sit instruments storhed - uanset efterårets banjovitser.
Hans søn Claus kan bare det der med trommer. Han skaber en sikker rytme og tilfører bandet et solidt drive, der sender musikken ud i den fjerneste krog. Han er også manden bag de caribiske toner, der pryder bandets repertoire.
Bag bassen står Ernst Hansen som en klippeblok. De andre kan regne med ham. Han er hele tiden påplads som den sikre akkompagnatør. Han er ikke den store solist, men et ensamblespil har brug for hans kvaliteter,
New Orleans Delight har hentet sit repertoire fra yderkanten af jazzlitteraturen. Vi hørte melodier, der ikke er hverdagskost for jazzfolket, od det er ganske befriende også at komme der ud.
Martyn Sharp synger også. I den stilfærdige ballade 'Lovesong of the Nile' hævede han sin røst, der blev fulgt af en klarinetsolo, som fik hårene til at rejse sig. Og 'Tipi Tipi Tin' sang han med megen humor, hvilket passede smukt til den caribiske undertone i rytmen.
Det blev en utrolig god jazzaften ... Et stærkt spillende band af høj musikalsk kvalitet med et bredt favnende repertoire.
New Orleans Delight har fundet nye venner i Præstø. Vennerne glæder sig til at møde dem igen. Samme tid, samme sted, næste år.


Uddrag af anmeldelse i »Berlingske Tidende« 30.05.1998
Af Kjeld Frandsen.

Lyden fra New Orleans

Ved åbningskoncerten for Swingin' Copenhagen - festivalen for de oprindelige jazzformer - blev der naturligvis fokuseret på den musik, der opstod i New Orleans omkring århundredskiftet, og som i særlig grad opnåede popularitet i Europa i 50'erne og 60'erne.
Det danske orkester New Orleans Delight var da også skabt af - inden for genren - erfarne musikere, og de havde her selskab af et par garvede englændere, nemlig trompetisten Ken Pye og bassisten Annie Hawkins. Og stilen forekom egentlig ret britisk, præget af populærmelodier fra 50'erne.
Det skulle ikke beklages, for netop numre som Magic Is The Moonlight, Pretend og You Always Hurt The One You Love - holdt i et støt og neddæmpet tempo - stod sig godt. Ken Pye var en ganske solid musiker, klarinettisten Kjeld Brandt spillede melodier med sart og smuk vibrato, og så holdt Annie Hawkins sammen på tropperne med et uophørligt levende, virtuost og finurligt »slap-bas«-spil.




Uddrag af anmeldelse i »Morgenavisen Jyllands-Posten« 30.05.1998
Af Jesper Olesen.

Jazzløjer i hovedstaden

... Wendel Eugene er slet ikke et dårligt bytte for festivalen. Med sit meget rutinerede spil på trombone, Gregg Stafford på trompet, Søren Sørensens sax samt Peter Nielsens solide band var der dømt glad, swingende musik, som virkelig rykkede og tog fat i publikum.
Men bandet fik kamp til stregen af åbningskoncertens anden deltager: Det nye danske band, New Orleans Delight, der er skabt af fem musikere, som i mange år har spillet velklingende jazz i andre sammenhænge. Under pinsefestivalen er delight-drengene bakket op af to meget garvede engelske musikere, som giver det danske band endnu mere dybde.
En af jazzens få kvindelige bassister Annie Hawkins samt trompetisten Ken Pye var kraftigt medvirkende til at jazzfesten i København fik en god start ...