Lokalavisen Sydvest Vendsyssel, Tirsdag d. 12. August 2008
Så væltede Hune Kirke igen!
Af Erik Norman
I foromtalen, på www.hune-sogn.dk, påstod man at kirken væltede forrige gang New Orleans Delight gæstede Hune Kirke. Torsdag aften skete det igen! Til andre af sommerens koncerter har taget lettet, men nu var det hele kirken der væltede.
Stopfyldt af et forventningsfyldt og kyndigt publikum, der mødte det seksmand store band og deres fantastisk dygtige sangerinde, amerikanske Marilyn Keller; bandet, der på New Orleans-vis marcherede spillende ind fra kirkens våbenhus. Med sangerinden i front, svingende sin kreoler-parasol. Det hele med en effekt, der straks satte publikum og orkester i en fælles koncertoplevelse.
Det syvmand store band (Marilyn Keller, (voc), Kjeld Brandt (klarinet og kapelmester), Bengt Hansson (trombone), Hans Pedersen (piano), Erling Lindhardt (banjo), Stefan Kärfve (bas), Claus Lindhardt (trommer) gav i koncerten et samspil som henrykkede det jazzglade publikum. 1 amerikaner, 2 svenskere og 4 danskere. Orkesteret stod virkelig sammen om at skabe noget ud over det sædvanlige. De spillede for publikum, men også for hinanden. Den måde, musikerne skabte et fællesskab og samtidig gav plads til hinandens soloer. Imponerende. Soloer, som alle i orkesteret mestrede flot på deres respektive instrumenter.
Marilyn Keller formåede under koncerten, i sin sang og i kommentarerne i mellem musiknumrene, at sætte fokus også på det religiøse indhold. Dette med sin inderlighed og kæmpestore musikalitet.
I den trykkende, varme sommeraften, var publikum med på både at applaudere samspillet og på at vise deres begejstring for soloerne.
Kirken var helt stoppet til sidste plads. Selvom det var trangt og varmt, så tog alle i publikum det med smil, klapsalver og begejstring. Efter pausen var musikerne imponeret over, hvor præcis publikum var med at komme på plads i kirken igen; men ikke så sært, ingen ønskede at gå glip af noget, om man så havde en kirkebænk, der ventede, eller man skulle tilbage til en ståplads bagerst i kirken.
Programmet igennem serverede kunstnerne flotte og vedkommende numre, fortolket med inderlighed og følelse. Følelser og musikglæde/musik-kunnen, der gik i sjælen på tilhørerne, uanset alder og baggrund.
Da Marilyn Keller med orkesteret ville lære publikum musikklassikeren Amen, så straks var publikum med på at være kirkekor. Der skulle ikke megen instruktion til; der var kontakt og samklang. Hune Kirkes hvælvinger har vel ikke nogen sinde mødt så kraftig en korsang og med så stort et kor, og så med støtte fra et band af sådan en musikalsk kaliber. Sikke en fælles oplevelse til at runde af på.
Foto: Thomas Blom