Foto: © Erik Lund
Erling Lindhardt, tenorbanjo
(Paramount Aristocrat).

Erling født 28-april 1939. Banjoen født 1928
Første proff. job 1954 med Lille Mads N/O Band på Marianelund Kro i Nordsjælland, hyren var sat til 10 kr pr mand for 4 timer, men grundet 3 overtimer blev den samlede hyre 17 kr pr mand. For en 15 årig var det en formue. Lille Mads New Orleansband spillede i 50erne ofte i Nyhavn, og især i Cap Horn med en besætning som bl.a. talte Peter Aller, Finn Vellejus og Leif Andreasen. Da Albertslund Jazzklub blev startet i midten af 60'erne, genopstod orkestret, men nu med Papa Dib på trombone og under navnet Albertslunderne. Dette band holdt i 5 år. Efter omkring 1970 at have spillet med Søren Houlinds Copenhagen Ragtime Band i et år blev Erling ringet op af Basse Seidelin og tilbudt job med Ib Lindschouws N/O Band, og under dette navn spillede han med orkestret frem til 1979. Da Papa Dib spillede med i orkestret og Ib Lindschouw blev erstattet af Claus Lauesen på trommer, skiftede orkestret navn til Papa Dibs Jazzband og bestod i starten foruden de to nævnte af Egon "Trompetersen", Peter Sten clarinet, Jan Feldthusen piano, Ernst Hansen bas og Erling Lindhardt banjo. Med skiftende besætning, men med en fast kerne af Papa Dib, Peter Sten, Ernst Hansen og Erling Lindhardt, spillede orkestret frem til 1999 med base i bla. " De Tre Musketerer " og "Guldfisken " i Køge. Efter 42 år vendte Erling og banjoen så tilbage til rødderne og George Lewis musikken ved dannelsen af New Orleans Delight i 1996.