Foto: © Erik Lund
Claus Lindhardt

Opmuntret af sin musiklærer i skolen, der mente Claus havde rytmisk talent, begyndte han tidligt på trommeundervisning i musikskole, og kom efter et par år med i et lokalt harmoniorkester, der optrådte flittigt, og gav god træning i nodelæsning. Senere i teenageårene spillede han blød dansk mainstreamrock med vennerne, indtil han i 1981 kom med i støjrock ensemblet NRG, der blev husorkester i Ungdomshuset på Jagtvej, og i det legendariske Barbue i Huset i Magstræde. Fra 1990 til 1998 var han percussionist i salsagruppen Pedro Y Su Son, hvor han spillede timbales og congas, og fik en grundig forståelse for den opbygning af musikken over to takter (kaldet clave), der er grundpillen i latinamerikansk musik, og også findes i New Orleansmusikken. Claus kom med i New Orleans Delight i 1997, hvor tingene rigtig tog fart for bandet - kærligheden til New Orleansmusikken havde han fra barndomshjemmet, hvor George Lewis lå fast på grammofonen, og den bliver holdt vedlige af New Orleans Delights mange gode jobs, og ved at studere de gamle kæmper som Baby Dodds, Cie Frazier og Joe Watkins.